I den blå time give plads til det, der ikke havde taget afsked

„Kun i det korte øjeblik mellem mørke og lys, kun i den blå time, lykkes det os at genkende hinanden.“

Denne sætning afslutter en tekstpassage i hvidt af Han Kang
En sætning som et åndedrag. Flygtig. Sand.
Og måske beskriver den ikke noget øjeblik bedre end det, hvor sorgen endelig bliver set.

Den stille sorg over de tidlige tab

Mange kvinder oplever en for tidlig fødsel i de første tre måneder.
Og mange af dem sørger – uden at vide det, uden at måtte, uden at have plads til det.

"Det kan godt ske, især ved den første graviditet."
Det siger lægerne. Vennerne. Familien.
Det er godt ment. Trøstende.
Og alligevel ofte som en blid bortviskning af det, der var.

For der var noget.
Et liv – måske kort, men ægte.
En indre viden. Et ændret syn.
Drømme, billeder, første planer.
Et stille "du".

Det er ikke kun barnet, der mangler.
Det er afskeden, der mangler.

Når sorgen ikke får et navn

Denne type tab bæres ofte videre – stille, dybt, uerkendt.
Det kommer nogle gange først til udtryk meget senere:

• i mentale tørkeperioder

• i overgangsfaser som overgangsalderen

• i øjeblikke af tomhed

• eller når børn spørger:
  "Hvorfor har jeg egentlig ingen (eller ikke længere) søskende?"

Så dukker der noget op, som længe ikke har haft plads.
En sorg, der aldrig blev bearbejdet –
ikke fordi den var for stor, men fordi den syntes for lille til at blive set.

Farvel til et liv, der var

Et ritual, en ceremoni, en bevidst afsked kan her ændre noget afgørende.
Ikke højlydt. Ikke dramatisk.
Men klart. Værdig. Blidt.

Et farvel til et liv,
som måske kun var kortvarigt i dig –
og alligevel meget nærværende.

Et øjeblik til at anerkende:

• Jeg har modtaget liv.

• Måske én gang. Måske to gange. Måske oftere.

• Og selvom det var kortvarigt, var det en del af mig.

Taknemmelighed og loslaten udelukker ikke hinanden

En ceremoni betyder ikke, at sorgen forstærkes.
Ofte sker det modsatte.

Når noget endelig får et navn,
, kan det ændre sig.

Taknemmelighed kan eksistere side om side med smerte.
At give slip kan eksistere side om side med at huske.
Ro kan eksistere side om side med bevægelse.

Disse "aborter" – et hårdt ord –
kan ses som det, de også var:
en vidunderlig del af din historie.

Måske er det nu det rette tidspunkt

Måske læser du dette
og føler et let nik i dig.

Måske er det nu den blå time.
Det korte øjeblik mellem mørke og lys.
Mellem dengang og i dag.

Et øjeblik, hvor du genkender dig selv.
Og det, der var.

Et farvel – helt diskret.
Og alligevel bevidst.
Så fred kan opstå.